Feedbackkultur i ungdomsfodbold: hvor den går galt

Feedbackkultur er et af de ord, der bliver brugt så meget, at det holder op med at betyde noget. I praksis er det ret konkret: kan en spiller sige "jeg forstod ikke, hvad du mente" uden at det koster noget?

Hvis svaret er nej, er der ingen feedbackkultur — uanset hvor meget feedback der bliver givet.

Grundlaget: psykologisk tryghed

Begrebet stammer fra organisationsforskning, men det oversætter direkte til en omklædning: troen på, at man ikke bliver ydmyget eller straffet for at sige eller spørge om noget.

I en trup uden den tryghed sker der to ting. Spillerne holder op med at spørge, når de ikke forstår. Og de holder op med at prøve ting, de kan fejle i.

Begge dele ligner disciplin udefra. Det er det modsatte af udvikling.

Fire steder det går galt

1. Feedback går kun én vej

Den klassiske model er top-down: træneren fortæller, spilleren udfører. Den er effektiv til at rette en fod-stilling og elendig til alt andet.

Prøv i stedet at afslutte en korrektion med et spørgsmål. "Gav det mening?" er svagt — de fleste svarer ja. "Hvad kigger du efter i den situation?" er bedre, fordi svaret fortæller dig, om I overhovedet taler om det samme.

2. Feedback gives foran de forkerte

Ros foran holdet virker. Kritik foran holdet virker også — bare ikke som tænkt.

Tommelfingerregel: korriger kort under spillet, tal om personen bagefter, og aldrig i påhør af de andre.

3. Kun de samme spillere får noget

Det her er sjældent en beslutning. Det er en konsekvens af, at hukommelsen er skæv og at de mest markante spillere fylder mest.

Effekten er alvorlig. Den spiller, der aldrig får en bemærkning, konkluderer noget om sin egen betydning for holdet — og har som regel ret i, at han er blevet overset.

Det er værd at måle. Hvem fik individuel feedback i denne måned? Hvis fire navne mangler helt, er det ikke et hukommelsesproblem, det er et fordelingsproblem.

4. Kampens hede ender i indbakken

Trænere siger ting på sidelinjen, som de aldrig ville skrive ned. Det er normalt, og det er ikke i sig selv et problem — banen har sit eget sprog.

Det bliver et problem i det øjeblik, det bliver til skriftlig feedback til en 13-årig, eller til en besked i en forældregruppe. Substansen kan sagtens sendes videre. Temperaturen skal ikke med.

Det er også derfor, at ethvert værktøj, der distribuerer feedback automatisk, skal have et menneske imellem. Vi har skrevet om hvorfor, og om reglerne.

Hvordan man begynder

Man begynder ikke med spillerne. Man begynder i trænerteamet.

Tre spørgsmål til næste trænermøde:

1. Hvem i truppen har vi ikke sagt noget individuelt til den seneste måned?
2. Hvornår sagde en spiller sidst til os, at de var uenige?
3. Hvad ville en forælder tænke, hvis de læste alt, hvi vi har sagt til deres barn i denne sæson?

Det tredje spørgsmål er ubehageligt. Det er også det mest afslørende.

Videre

Hvis I vil have en struktur at hænge det op på, er spillersamtaler det bedste sted at starte — det er den ene samtale om året, hvor kulturen bliver synlig for både spiller og forælder.